Bygninger ved stationen.

Stationer er ikke noget hvis det blot er et sporareal. En stationsbygning må der selvfølgelig være. Men hvad med alle de andre bygninger der lå lige så selvfølgeligt overfor eller i umiddelbar nærhed af stationen. Vedde er ingen undtagelse. På stationsvejen opførtes der hurtigt et hotel overfor stationen. Ja, det åbnede vist allerede samtidigt med banen til Sorø. På det andet hjørne tilkom der få år efter et bageri og lidt længere blev der i 1925 indrettet købmandshandel i en udvidet villa, der oprindelig var hvad man kan kalde i "stationsby-villa-format".

Foto: Stenlille Lokalhistoriske arkiv

Byens flittige fotograf tog selvfølgelig et billede af den nyindrettede forretning, eller er det nogle år senere? Benzinpumpen tyder på at automobilet er kommet til byen, men endnu er cykler og animalske hestekræfter udbredt. Bygningen ligger der for øvrigt endnu med samme pudsige grundplan, men uden forretning. Inden købmanden blev indrettet i 1925 så huset inkl. familie sådan ud:

Foto: Stenlille Lokalhistoriske arkiv

Stationsvejen var selvfølgelig ikke asfalteret. Et vue fra hotel og station hen mod villaen hvor købmanden senere blev indrettet viser situationen. Stakittet, der adskiller almen vej fra stationspladsen er stadig hvidt, men blev senere rødt.

Foto: Stenlille Lokalhistoriske arkiv

Flagstangen er tidstypisk, ligesom børnenes beklædning. Igen er det byens fotograf der har været på spil. Fotografen har også været på tur til stationsvejens anden ende og på sidste billede ser vi mod øst mod hotel til højre og stationsbygning til venstre. Bageriets ene bygning kan lige anes bag hotellet, men ellers er der frit udsyn til marker og nyplantede træer, så mon ikke fotografiet er fra omkring verdenskrigens udbrud.

Foto: Stenlille Lokalhistoriske arkiv

Bageriet var lå som sagt lige ved stationen og har også fanget min interesse. Reflekserne i bagerbilledet skyldes glasset i rammen, men det kan der laves om på ved en senere lejlighed. Som typisk er står bager med familie opstillet foran indgangsdøren.

Foto: Privateje

Bageri, station, hotel og købmandsforretning er de bygninger der danner rammen om mit lille stykke provins der engang skal opstå i en kælder. Hotellet er undervejs, men det går langsomt, især med vinduerne. Men også mange andre detaljer mangler endnu. Døm selv:

Ved de fleste hoteller eller kroer byggede man også en rejsestald. Sådan én fandtes også ved dette hotel. Den var bygget i gule sten med trempel. Grundplanen var nogenlunde samme størrelse som hovedbygningen. Der er ikke fundet gode billeder af den, men alligevel er har jeg forsøgt med en rekonstruktion ud fra de illustrationer jeg har fundet.

For nylig var jeg på endnu en tur til Vedde. Her fik jeg også afprøvet farveholdningen på modellen. Der var ingen indvendinger mod mit rødbrune træværk, hvilket var en ganske behagelig erfaring. Jeg frygtede at man ved første øjekast ville fortælle at træværket havde været grønt, som på stationsbygningen. 

Næste projekt bliver købmanden fra 1925 og frem. Og når købmanden er færdig bliver det vel bageriet........ Indtil da et par pausebilleder med status for stationen, hvor det nye stakit mellem varehus og hovedbygning er kommet op at stå. Endnu engang er det den røde farve, og den blander jeg af Humbrols nummer 60 (rød) og 70 (brun) i et tilfældigt blandingsforhold. Altid mat og i de fleste tilfælde med iblandet sikkativ og terpentin.

 
Tilbage