Lidt om farver på dansk jernbanemateriel.

 

Personvogne

Oprindelsen til personvognskuløren

DSB’s personvogne har lige siden ”nationaliseringen” i 1867 og frem til designprogrammets indførelse været malet i en brunlig kulør med svagt røde og violette anstrøg. Den nøjagtige nuance har varieret en del gennem tiden afhængig af hvilket pigment og malingstype man har anvendt.

Oprindelig blev malingen angivet i diverse leveringsbetingelser som ”caput mortuum”, hvilket er et specifikt farvestof, udvundet af benmel og slige sager. Senere er farven formentlig blevet justeret løbende, da man formentlig senere har blandet andre farver i, såsom rene røde og violette nuancer da nye kunstigt fremstillede pigmenter fremkom. At man valgte denne farve til vognene skyldtes nok snarere omkostningsbevidsthed end at man foretrak vogne i brunlig kulør, da pigmentet dels var relativt billigt, dels var holdbart. Andre holdbare pigmenter var grønlige og det var medvirkende til den udbredte brug af grønne nuancer på tyske personvogne.  

Man kan også sagtens forestille sig at med støvet fra ballasten og bremserne var brunlige farvenuancer at foretrække, specielt da overfladen på ældre oliebaserede malingstyper ikke var særlig hård og derfor tog let imod støv der vanskeligt kunne fjernes igen uden også at fjerne den malede overflade.

Tagbeklædningen på personvogne var oprindelig lærred overstrøgen med fernis, der som udgangspunkt er fremstillet af linolie, der indtil fremkomsten af alkydmalinger også var bindemidlet i oliemalingen. Ovenpå dette lag fernis malede man så taget og i princippet kunne taget med denne tagbeklædning gives hvilkensomhelst farve, men at praktiske (og økonomiske grunde) valgte man oftest en grålig nuance, da gråt pigment også er holdbart og vejrbestandig. Lærredet blev fastholdt af lister gående rundt om hele tagkanten og disse lister har altid været malet i samme farve som vognsiderne.

Generelt 

Bemalingen af personvogne skulle give vogne en pænt og harmonisk ydre, der ikke fremhævede detaljer i konstruktionen. Håndtag og andre beslag blev derfor allerede tidligt malet i samme brune farve som de større flader. Busse (den yngre) kan have været idémager til at vognene skulle fremstå "så ensfarvede" som muligt, for der lå også en besparelse i ikke at male beslag og håndtag med anden farve. Man bestræbte sig også på ikke at ændre nuancen eller give særlige vogne særlige farver for at bevare det ensartede præg, trods vogntypernes forskellige konstruktion. De teakbeklædte vogne bygget i perioden 1917-1934 var i denne forbindelse en undtagelse.  

Der findes meget få farvelagte tegninger af køretøjer fra 1800-tallet, for hvorfor skulle man beskrive dette med tegninger? Et eksempel er Horsens-Tørringbanens personvogn, som formentlig har været malet sådan ved leveringen fra fabrikken, hvilket fremgår af farvelagt forslag til transportørvogne til normalsporede vogne fra 1892. Og sådan så DSB's vogne absolut ikke ud trods at det var Statsbaneanlæggene der stod for tilsynet med byggeriet og DSB's maskinafdeling konstruerede lokomotiver og vogne.........

Lakerede personvogne

DSB fik leveret de første personvogne med teakbeklædning i 1917. Årsagen til at man gik bort fra jernpladebeklædning og over til beklædning med lodrette teaklister var som så mange gange tidligere i denne tekst: økonomiske, da en teakbeklædning holder væsentligt længere end ditto jernplader. De lakerede vogne fik dog hurtigt et slidt præg, da for eksempel bremsestøv og partikler fra damplokomotivernes røg satte sig i overfladen. derfor var det nødvendigt med hyppige oplakeringer af vognene.

Kun teakbeklædningen var lakeret og øvrige flader der skulle "matche" de lakerede lister på vognsiden, blev malet med en lys brun farve, der i nogen grad havde samme nuance som det lakerede teaktræ. For eksempel var siderne på teakbeklædte vognes tagrytter malet i denne lyse brune farve. Den lyse farve blev også anvendt på det korte stykke synlig vange ved sidedørene på endeperronerne på teakbeklædte indergangsvogne. På vogne med åbne endeperroner var endeperronafskærmninger- og låger malet sorte.

I 1950'erne blev opmaling af vogne et af de talrige områder hvor man mente at kunne finde besparelser. I første omgang iværksatte man et forsøg med overmaling af nogle få lakerede personvogne, blandt andet en EHA og en CYP. Resultatet var tilfredsstillende og fra 1951 og frem overmalede men to- og treakslede person- og rejsegodsvogne, når de trængte til opmaling. Opmalingen blev foretaget i DSB's almindelige personvognskulør. Samtidig ommalede man de sorte endeperronner til almindelig personvognskulør. Da man gerne ville spare yderligere på opmalingen af personvogne blev også bogievogne overmalet fra 1955 og frem, men i et langsommere tempo, da vognene var langt mere intensivt udnyttet end de toakslede, der for en stor dels vedkommende blot henstod som reserver på sidespor, hvis de ikke var i brug som togførervogne.

De træbeklædte motorvogne blev i DSB's tid aldrig malet og i den seneste periode hvor DSB anvendte disse kunne man komme ud for opmalede bivogne trukket af en lakeret motorvogn.

1929-farverne

I 1920'erne udførte DSB adskillige malingsforsøg for at finde mere holdbare overfladebehandlinger til det rullende materiel, da opmaling af vogne ikke var en lille post i vedligeholdelsesregnskabet. Adskillige kombinationer af grundbehandling og overfladebehandling blev afprøvet og prøverne blev derefter udstillet i det frie bag malerværkstedet (overfor vognværkstedet på DSB's Centralværksted på Otto Bussesvej) i København. Et af resultaterne af disse forsøg var nogle mere standardiserede farveprøver, men nuancerne var i det store hele de samme som før.

Stålvogne

Da DSB fra 1932 påbegyndte anskaffelsen af stålvogne fortsatte man med den brune farve. Man havde dog intention om at markere kursvognene på en særlig måde ved at male brystningslisten med lys elfenben (samme kulør som de senere lyntogs "fartstriber"). Denne særlige opmaling blev dog opgivet efter få år. I øvrigt blev stålvognene opmalet på samme måde som de pladebeklædte trævogne.

Stålvognenes tag blev i perioden 1932 til ca.1957 malet med lys grå farve. Fra omkring 1957 påbegyndte man at sølvbronzere tagene og dette fortsatte frem til slutningen af 1960'erne, da man gik over tilbage til en grå farve, denne gang mere mørk.

Lyntog

Oprindelig var lyntogene malet med andre farver end andet materiel. Farverne var inspireret af rutebilerne og vognkassernes røde farve var da også den samme. Undervognen på lyntog var ikke malet sort eller grå, men i en mørk brun farve. Taget var malet i en mørk grå farve, der var væsentlig mørkere end den ”normale” grå tagfarve man anvendte på brunmalede personvogne. De hvide striber var ”elfenbensfarvede” (omtrent RAL 1015) og samme nuance gik senere igen på striberne på MY, MX og MZ-lokomotiverne.

I forbindelse med opmaling i 1960’erne (bl.a. ved fornyelse og ombygning af frontruderne) blev taget på lyntogene malet med sølvbronze på samme måde som personvognsmateriellet var blevet det fra ca. 1957.  

Godsvogne

Både farven på personvogne og godsvogne udspringer af samme grundfarvestof: caput mortuum. I 1880'erne er der i DSB's leveringsbetingelser til Jylland/Fyn angivet samme farve til begge typer køretøjer. Hvornår farven på godsvogne er blevet mere "brun" og personvognsfarven mere "rød-violet" er ikke fuldt opklaret, men er muligvis noget der gradvist er sket ved at man har blandet mere af de "finere" pigmenter i personvognsfarven og mere af det "billige" i farven til godsvognene. siden 1929, da DSB begyndte på et farvekort til brug i værkstederne og til brug for leverandørerne af pigment og færdigmaling, har DSB's farve på godsvogne været meget lig RAL 8016, der også har været anvendt på ÖBB's godsvogne. Dog er der noget der tyder på at man omkring 1960 i en periode eksperimenterede med en lysere maling, muligvis inspireret af UIC, der også sørgede for forsøg med mere bestandig overfladebehandling. Omkring 1970 ændrede man farven på DSB nyleverede godsvogne til en mere olivengrøn nuance.

Det hører dog med til historien om DSB's opmaling af godsvogne at den stort set ophørte i 1970'erne og derfor har mange godsvogne i 1980'erne og 1990'erne kørt rundt med den oprindelige (om end pletmalede) bemaling fra leverancerne i perioden 1960-1970. 

Hvide vogne

I takt med landbrugets udvikling, herunder eksport og etablering af andelsvirksomheder, kom der et stigende behov for godsvogne specielt indrettet til forsendelse af letfordærvelige varer, såsom mælke- og kødprodukter. Udover specielle ventilationsindretninger og for nogle vogntypers vedkommende, isafkøling, var en af måderne at holde temperaturen inden i vognene på et acceptabelt niveau at male vognkassen hvid. Også tagbeklædningen søgte man at holde i en lys farve, hvad enten det var ved at male lærredsbeklædningen i lys farve eller overstrø tagpapproduktet med for eksempel knuste østersskaller.

Et særligt kendetegn ved de hvidmalede vogne var den manglende imprægnering af kassestellet og den deraf forøgede vedligeholdelse. Træværket på andre vogne var i de fleste tilfælde imprægneret med kobberholdige produkter, men dette kunne man ikke med vogne til levnedsmidler, hvorfor disse vogne hurtigere blev angrebet af råd.

På grund af, at hvid overflade kræver mere vedligeholdelse, blev mange hvidmalede vogne malet brune hvis de overgik til anden anvendelse. 

IAL 21241 efter genopbygning i Randers af Danmarks Jernbanemuseum. Beskriftningen svarer til det vognen havde  i slutningen af 1940'erne. Omkring 1956 blev vognen forsynet med kødkroge. Senere blev vognen brunmalet (uden kødkroge) og efter en lang årrække i Dansk-Jernbaneklubs ejerskab overtaget af museet og genopbygget.

Bogstavering

DSB's godsvogne var bemalet med samme skrifttyper og -størrelser i perioden 1893-1965 med få afvigelser. Generelt var bogstaver ikke "designet", men derimod tegnet til formålet af skiltemaleren der havde opgaven med at "skrive pænt". Før kopimaskinens tid var op- og nedskalering heller ikke noget man bare gjorde og proportionerne i små og store skrifttyper kunne godt afvige, da det var helheden der var målet. Derfor findes der ikke nogen tegning af serif-skriften, der er i brug på ovenstående billede af den hvide vogn. Alt sammen overleveret gennem bevarede skabeloner fra malerværkstedet.

KSB

I og med at DSB overtog Slangerupbanen i 1948 fik DSB også en samling vogne med afvigende kulør: grøn. I første omgang beholdt man denne farve, da vognene påregnedes udrangeret snarest muligt. I de første par år fortsatte man opmalingen af vognene i den grønne farve og blandt andet styrevognene S 1 og S 2 (der kom til at hedde FG hos DSB) var grønne til udrangering i midten af 1950'erne. De tre CYP, der også på KSB var lakeret, havde i øvrigt endeperroner opmalet i grøn, på samme måde som de andre personvogne, der alle var pladebeklædte.

Da DSB overtog Slangerupbanen påregnede man at beholde numrene fra KSB-tiden, men da man alligevel opfandt et system til de sydfynske vogne, blev også Slangerupbanens vogne forsynet med nye, hvis de havde været en tur forbi DSB's værksted. Det var kun vogne der havde lædersæder der fortsat skulle anvendes og i forbindelse med istandsættelsen blev de elektriske varmeapparater udskiftet med dampvarme af DSB-model (dog ikke styrevognene S 1 og 2 (FG)). Vognene havde været en tur forbi DSB's værksted til istandsættelse inden omnummereringen og kun det allermest nødvendige blev opmalet, således at man bibeholdte "SB" i "KSB" og kun malede et nyt "D" og litra-nummer på.

Da man alligevel skulle opmale nogle af vognene i forbindelse med almindelig vedligeholdelse i begyndelsen af 1950'erne valgte man af opmale dem i DSB's brune farve. Den brune farve overgik de alle fire CYP-vogne, inklusive de tre teakbeklædte, og tre CÆP (4598-4600). Af de toakslede var det således kun de to CÆP med tagrytteren i behold, der aldrig blev ommalet og man kan gætte på at man havde øje for at udrangere dem tidligere end de andre, hvilket imidlertid ikke skete.  

Sydfyn

Ved overtagelsen af driften af de sydfyenske jernbaner i 1949 fik DSB endnu engang "rod" i farverne. de sydfynske personvogne var formentlig i en eller anden afbleget rødlig farve. Nogen har beskrevet den som lys rød, men farvebilleder men ikke skal stole for meget peger i retning af en rødligbrun, der formentlig oprindeligt hat været tæt på DSB's personvognsfarve. De teakbeklædte personvogne og motorvogne var lakerede, mens den asketræsbeklædte AB 15 (DSB CUP 4181) også var malet. DSB ommalede kun de mere moderne vogne der ikke skulle udrangeres indenfor få år. De teakklædte personvogne blev senere malet brune på samme måde som DSB's øvrige personvognsmateriel.

Godsvognene var grå, idet dog en del af de lukkede vogne havde tjærebehandlet træværk og sort jernstativ. De fleste af vognene beholdt den grå farve, da de ikke påregnedes at være i drift i en længere årrække. Kun der hvor det nye DSB-nummer skulle males på og der hvor det gamle SFJ-nummer stod malede man vognene. Og det blev gjort med nogenlunde samme nuance som SFJ i sin tid gav dem. Istandsættelsen af godsvognene skete på værkstedet i Nyborg. Af vogne der fortsat skulle benyttes var de lavsidede TD-vogne (SFJ litra PD) nogle af dem man ofrede både nyopmaling og hovedistandsættelse og de forblev i drift til omkring 1960.

Design fra 1971

DSB's designprogram blev præsenteret i 1972, men den røde farve blev allerede besluttet året forinden. De første nyleverede vogne med den ændrede kulør var Bn-vognene, hvor DSB midt i den første serie af disse meddelte Scandia at man skulle gå fra den brune til den røde. De første Bn-vogne i den røde farve kom således allerede i drift i december 1971. Udover farven ændrede man intet og det var først i det efterfølgende år at man overgik til det berømmede 1970'er design med det store "DSB" uden kongekrone over.

Den røde farve var vist nok bestemt af Poul Hjelt, der netop var tiltrådt og som for så vidt blot ønskede en mere moderne, men også "pæn" kulør. Forud for beslutningen i 1971 havde man forsøgt sig med forskellige nuancer, men valgte alligevel en der lå meget tæt op af hvad de røde S-tog, lyntogene og rutebilerne havde fået. Først derefter kom designerne "på banen".

 
Tilbage