Bygninger i model

Købmandshandlen er efterhånden ved at tage form. Et er at planlægge byggeriet, noget andet er at gå i gang med at skære diverse plader til og få det klistret sammen, så det til sidst minder om det det gerne skulle forestille. Efterhånden som byggerierne skrider frem, bliver forarbejdet mere og mere grundigt, for et godt forarbejde letter byggeriet meget. Blot det, at man har tænkt lidt på hvordan man kan tænke sig at konstruere de enkelte detaljer og i det hele taget sætte hele bygningen sammen, letter arbejdet. Men også når arbejdet er i gang, er det godt at være et par skridt foran med hensyn til hvordan de næste arbejdsopgaver skal løses.

Tanken om at tilføje købmandshandlen til samlingen af bygninger ved stationen blev først vakt efter besøget på det stedlige lokalhistoriske arkiv. Indtil da havde bygningen blot været en neutral bygning, der "lå lige ved siden af det jeg ville efterligne". Billedet nedenfor er taget i 1998, første gang jeg tog på tur i området. Hvorfor jeg også tog dette billede kan jeg egentlig ikke forklare, for der er ganske lang afstand mellem hotellet og købmandsforretningen.

 

Når jeg har besluttet at gå i gang med et projekt begynder det med markstudier, hvis ikke jeg har billed- og tegningsmateriale nok. ”Ude på landet” hvor mange objekter er opført før byggetilladelser blev almindelig skik, er det gerne svært at finde brugbare tegninger. Derfor er opmåling og gennemfotografering oftest nødvendigt. I tilfældet med købmandsforretningen blev det til en opmåling i 2007. Opmålingen behøver ikke at være meget nøjagtig, men alle hovedmål skal være fundet.

 

Dernæst går jeg hjem til tegnebordet og skitserer bygningen i 1:87, for at se om de enkelte elementer (vinduer, døre taghældning, osv.) nu også får de rigtige proportioner. En skitse hvor der tænkt over proportionerne letter også arbejdet efterfølgende, for så kommer man ikke ud i at noget ”ser mærkeligt ud”. Det er også i skitseprocessen at ”snyd” kan planlægges. Oftest er det ikke muligt at indsamle viden om alle dele af bygningen i den valgte tidsperiode som modellen skal efterstræbe, for ombygninger og ommaling kan have ændret ganske meget. Bagsiden udgør et særligt problem, for mange bygningers bagsider er ikke offentligt tilgængelige. Billeder af bagsider er også svære at fremskaffe, for de findes oftest som baggrund på familiefotos, hvis de overhovedet findes.

 

Når skitserne er tegnet er der blot tilbage at bygge modellen. Det er nærmest et uendeligt arbejde at bygge en husmodel, for der er et uendeligt antal detaljer og når alt det udvendige er færdigt, kan man fortsætte indvendigt. Købmandshandlen bliver bygget i plastic, som de andre bygninger fra Vedde. Valget på styrenplast skyldes nok mest at der er blankmurselementer på alle bygningerne og fordi jeg stadig ikke har fidus til print fra edb-opsatte opstalter til bygninger [læs: lysægte print, der holder til at komme udenfor uden at blege]. Pap er ellers et ganske udmærket materiale til bygningsmodeller i 1:87 og resultaterne kan blive lige så gode eller bedre end det jeg opnår her. Styren er heller ikke lysægte, men en godt malet overflade beskytter godt mod nedbrydning. 

Modellen er nu så langt fremskredet at proportionerne gerne skulle svare til forbilledet. Et par vinterbilleder i det svage dagslys giver en idé om byggeriets stade. Taget er beklædt med Auhagens tagstensplader, da størrelsen passer overordentlig godt til netop denne bygning. Egentlig har bygningen ikke vingesten, men det vigtigste er at det færdige resultat ser fornuftigt ud, og så må stenenes udformning blive et kompromis. Der er ikke godt udvalg i tagplader til modelbrug, især når det gælder danske tagmaterialer. Hvilken farve taget skal have til slut er endnu ikke afgjort, for det er svært at efterligne gamle indfarvede betontagsten, så det ser naturligt ud. Oprindelig har taget været i en brunlig farve, men det meste af farven er vasket ud nu og mos vokset frem på flader med fremtrædende skygge.

Jeg maler altid med oliefarver. Også her er der tale om ren og skær vane. Men når man først har lært at styre en bestemt type farve og skal male en model man har ofret mange timer på, er det som regel det kendte man tyer til. Indfarvning af blankmurselementer er en sag for sig. Jeg bruger farvepulver til den endelige overflade, da det vigtigste ved murværk er, at overfladen er mat. For at få en idé om hvilke farver mursten har, indsamler jeg prøver på både røde og gule sten, så jeg har noget at sammenligne med hjemme på arbejdsbordet. De viste prøver er hentet på stranden, der ofte byder på større og mindre stykker, slebet runde af vand og sand. Pulverfarverne er okkerfarver fra Københavns Farvehandel (Badstuestræde for den uindviede - men kan også fås andre steder) og de gule sten indfarver jeg oftest med lys okker.

Vinduer, vindskeder og dørpartier vælger jeg nok at male i dodenkop. Jeg har ikke indikationer på hvilken mørk farve træværket havde, men farven passer efter min mening glimrende til et hus á la flødeskumskage med lag af hindbærsyltetøj. Jeg er lidt tilbageholdende med grønne farver, da grøn ikke ser ud til at have været fremtrædende i byen. Dodenkop er også god, da det er en gammel farve, der før var meget udbredt. Den falder ofte udenfor de almindelige farveskalaer, og derfor ser man ikke så tit disse nuancer i moderne farveprogrammer. DSB's personvognsfarve er selvfølgelig en udvikling fra dodenkop-pigmenter. Eksempler på dodenkop findes i øvrigt til overflod på Frilandsmuseets bygninger.

Seneste udseende, der er lidt grumset, da farvepulver fra indfarvningen af murstenene også sværter de hvide flader. Sædvanen tro tager det uendelig lang tid at få en bygningsmodel til at ligne forbilledet. Lidt er der dog sket og det er mest vinduer og andre vigtige småting som vindskeder, rygsten og lignende. Skorsten og dørpartier mangler fortsat, men er undervejs. Soklen er malet i Humbrols nummer 29 tilsat farvepulver i grå og okker. Den grå cementfarve må endelig ikke være for blålig. Alger og stænk er i grøn-brun-grå-sorte nuancer. Træværk og vinduer er endt med at blive malet i nummer 29, som er pæn når det har fået to lag. Købmanden bliver først rigtig interessant når det bliver tid til reklameskilte, navn på bygningen [det bliver en udfordring] og inventar i forretningen. Butiksruderne er så store at der 'skal ske' noget 'inde bagved'.

Til sammenligning lige billedet af købmandsforretningen i 1925 eller snarest derefter (findes også andetsteds, se fx 'stationsvejen'):

Tilbage