Brenderupbanen

Nordvestfynske jernbane, der trafikerede sognene mellem Odense, Middelfart og Bogense var et af de mere perfekte baneanlæg set fra Sydfynske Jernbaners side, som også stod for anlægget. Budgettet var så rigeligt at der var råd til nydelige stationsbygninger (og ikke så få af dem), seks lokomotiver og en vognpark som var meget flot målt med fynske privatbaners målestok. En del udflugtstrafik var formentlig påregnet til Langesø, hvilket var heldigt, for så havde man i de sene år et langt fint spor til opstilling af de overflødige personvogne........

Næste billede viser mere Holse fra en anden vinkel. Holse var første station efter Brenderup på sidestrækningen mellem Brenderup og Bogense. Man må forestille sig motorvognens komme som højdepunkterne i løbet af dagen på sidestrækningen, hvor hverken passagerer eller gods var noget der talte voldsomt i statistikken. 

J. Vilhelm Petersens bygninger (kgl. bygningsinspektør) var ganske nydelige med glaserede tagsten. Hvor de tidligere nordfynske baner (til hhv. Kerteminde og videre til Hindsholm og Bogense) havde Statsbaneanlæggenes arkitekter til at trække stregerne, var man med privatbanerne bygget som følge af 1908-loven gået over til andre selvstændige arkitekter der havde en eller anden tilknytning til Landsforeningen Bedre Byggeskik. 

Harndrup som ses nedenfor var nærmeste station ved grusgraven og derfor er det også oplagt at der står to grålige grusvogne på sporet indtil enderampen. Igen et traditionelt stationsanlæg med læssespor på samme side som stationsbygningen og omløbs-, krydsnings- og overhalingsspor overfor. De klippede træer virker "meget fynske". Overfor stationsbygningen er hækken klippet meget nydeligt lige op til omløbssporet. Mon nutidens pladskrav ville tillade haver så tæt på togvejssporene?

Varehusene var malet røde og grønne i forskellige kombinationer. På nogle stationer var facaderne røde, men mange var grønmalede, som eksemplet her, vistnok Kassemose, der også var station på sidestrækningen.

Som nævnt var Langesø i de sidste år opholdssted for en lang række personvogne der ikke var i brug. På dagen for dette billede stod der 8 personvogne. Tre af vognene overlevede ved tre forskellige veteranbaner (KLK: C 16; Limfjordsbanen: B 4; Maribo-Bandholm: B 5). Udover den obligatoriske fold var der på Langesø en kran til læsning af råtræ, samt et større lager af sveller og skinner.  

Lidt tog kan det blive til. Brenderupbanen fik i alt 16 personvogne ved banens åbning i 1911. Alle bygget i Malmø efter tegninger fra Millings hånd eller under Millings opsyn. Milling var Sydfynskes mand og da Sydfynske Jernbaner stod for anlægget var der selvfølgelig her mulighed for at bygge de typer man selv også grne ville have, men ikke havde råd til. Et anlægsbudget er altid en rar ting og det blev dengang som nu, brugt fuldt ud eller overskredet. C 14 var intakt indtil ophugningen i 1966 med vacuumbremse, men var nok den sidste i rækken i Langesø man tog i brug, hvis man antager man begyndte med de yderste vogne i brenderupenden.

Endnu et eksempel er C 17. Heller ikke denne er den mest fotograferede, men dog mere anvendelig efter trykluftbremsens indførelse på banen. Vacuumudstyret er fjernet, men tagbeklædningen er stadig, som den eneste vogn i 1960'erne, forsynet med regnlister af oprindelig model. Også denne vogn blev skåret i stykker i 1966.

Vi er nu på vej ud af en tangent, men her et billede af sydfynskes egen udgave af ovenfor afbillede vogne. Til forskel for vognene til Nordfyn, byggede Sydfynske Jernbaner deres egne fire vogne på eget værksted i 1912. På Nordfyn havde man elektrisk belysning og på Sydfyn gasbelysning efter svensk forbillede, deraf de mange gevækster på taget og gasflasken under vognen. Akselkasserne kunne tyde på forsøg med kuglelejer, noget der var på mode omkring 1. verdenskrig. Men i øvrigt en tro kopi. De sydfynske vogne blev i 1949 DSB's ejendom og forsvandt i sidste halvdel af 1950'erne som de sidste toakslede sydfynske personvogne. I de sidste år blev de anvendt som togførervogne på Svendborgbanen.

Da DSB overtog sydfynske i 1949 eksisterede alle fire vogne fortsat og tre af dem havde indbygget egenvarme i form af ovn med udvendig indfyringshul. Den ene, der kun var forsynet med dampvarmeanlæg blev allerede efter få år ombygget til togførervogn med forbillede i andre DSB-vogne med togførerafdeling i den ene vognende. Herunder ses vognen inden ombygningen, men efter DSB havde forsynet vognen med elektrisk belysning (både dynamo og batterikasse) og DSB-nummer (CXP 4591 for de interesserede).

......og for fuldstændighedens skyld lige den næste i rækken, der havde ovn (CXMP 4592 i Faaborg; billedet er sammenklippet og negativet var ringe i forvejen og i sin tid fotograferet af Svend Jørgensen. I øvrigt medvirkende til min senere jernbaneinteresse). Man kan læse mere om vognene på jernbanen.

Tilbage til emnet. "Senere" byggede sydfynske to personvogne til Brenderupbanen. En lille og en stor. Begge af sydfynsk konstruktion. Den lille som ses på billedet nedenfor var bygget i det nye standardmodul for toakslede personvogne som første gang blev benyttet i 1914, da Kertemindebanen blev forlænget til Martofte i 1914. Der var både plads til anden og tredie klasse, samt et rejsegodsrum. Det hører med til historien at vinduerne var mindre i den lille vogn end i den store, hvilket der ikke kan gives nogen fornuftig forklaring på, udover at det både bekræftes af både tegninger og fotografier. Man kan gætte på at den lille oprindelig var tiltænkt sidebanen. Til sidst opgav man også denne vogn og satte den af på en mellemstation. Interesserede havde øje for vognen i 1966, men den forsvandt alligevel.

Og som for kragenæsbillederne gælder her at det var signalpostredaktør Ulf Holtrup, der gennemfotograferede banen, før den blev opløst. Hans Gerner Christiansen udgav i 1983 en billedbog om banen med en fin personlig ledsagende tekst. 


Tilbage